En lav, er en kombination af en grønalge (eller en cyanobakterie) og en svamp. Lav er placeret i riget Fungus og klassificeres i overensstemmelse med dens svampepartner, oftest en ascomycete. De to organismer, eksisterer i et gensidigt samliv, hvor hver partner har fordele. En lav er meget forskellig fra både en alge og en svamp, der vokser alene og hvis partnerne adskilles, eksisterer lavet ikke længere. Cirka 13.500 arter af lav, vokser på ganske forskelligartede levesteder. Fordi de kan leve i områder hvor hverken svampe eller alger kan overleve alene, er lav oftest de første livsformer til at kolonisere nyligt anlagt jord eller sten. Laver udskiller organiske syrer, der kemisk nedbryder sten og de ophober næringsstoffer nødvendige for plantevækst. De findes også på træer, betonkonstruktioner og på hustage. Lav er nogen af de langsomste voksende organismer på Jorden.
Laver kan inddeles i tre morfologiske kategorier (se figur 10.2.1a). Crustoselaver vokser indesluttet på underlaget, folioselaver er mere bladagtige og fruticoselaver har fingerlignende projektioner. Lavets thallus, eller kroppen, dannes når svampehyfer vokser omkring alger så de bliver til en medulla (se figur 10.2.1b). Svampehyferne går under lavkroppen og danner rhiziner. Svampehyferne danner også en cortex, eller beskyttende beklædning, over algelaget og nogle gange også under det. Efter inkorporering i en lavthallus, fortsætter algen med at vokse og de voksende hyfer kan indarbejde nye algeceller.
Når algepartneren dyrkes separat in vitro, er omkring 1% af kulhydraterne produceret under fotosyntese, frigivet til dyrkningsmediet; men når algen er forbundet med en svamp, er algeplasmamembranen mere gennemtrængelig og op til 60% af produkterne fra fotosyntesen frigives til svampen, eller findes som slutprodukterne i svampemetabolisme. Svampen nyder klart godt af denne forening. Algen, selvom den må opgive værdifulde næringsstoffer, bliver til gengæld kompenseret; den modtager fra svampen både vedhæftning til overfladen (rhiziner) og beskyttelse mod udtørring (cortex).
Laver havde stor økonomisk betydning i det antikke Grækenland og andre dele af Europa, som farvestoffer til tøj. Usninsyre fra Usnea, anvendes dom et antimikrobielt middel i Kina. Erythrolitmin, farvestoffet der anvendes i lakmuspapir til at indikere ændringer i pH, udtrækkes fra en række af laver. Nogle laver eller deres syrer, kan forårsage allergisk kontakteksem hos mennesker.
Populationer af laver indarbejder let kationer (positivt ladede ioner) i deres thalli. Derfor kan koncentrationen og typerne af kationer i atmosfæren, bestemmes ved kemiske analyser af lavthilli. Desuden kan tilstedeværelsen eller fraværet af arter, der er særligt følsomme over for forurenende stoffer, anvendes til at fastslå luftkvaliteten. En undersøgelse fra 1985 i Cuyahoga Valley i Ohio, USA, viste af 81% af de 172 lavarter, der var til stede i 1917, var væk. Da dette område er hårdt ramt af luftforurening, antages det at luftforurening, primært svovldioxid (den største bidragsyder til syreregn), kostede de følsomme arter livet.
Laver er en stor kilde til føde for de tundralevende planteædere, som for eksempel elge og rensdyr. Efter atomkraftulykken i Chernobyl i 1986, måtte 70.000 i Lapland, der var blevet opdrættet til føde, destrueres på grund af høje strålingsniveauer. De laver som rensdyrene blev fodret med, havde absorberet store mængder af det radioaktive cæsium-137, der var blevet spredt med luften.