Slimskimmel er tæt knyttet til Amebae og placeres i rækken Amoebozoa. Der er to systematiske enheder af slimskimmel; cellulære og plasmodiale. Cellulær slimskimmel er typiske eukaryote celler, der ligner amøber. I cellulære slimskimmels livscyklus (se figur 10.5.1), lever og vokser de amøboide celler ved at optage svampe og bakterier ved fagocytose. Cellulære slimskimmel er af interesse for biologer, der studerer cellulær migration og aggregation, fordi et stort antal amøboide celler aggregerer til dannelse af en enkelt struktur, ved ugunstige betingelser. Denne aggregation opstår, fordi nogle enkelte celler producerer cyklisk AMP (cAMP), imod hvilke de andre celler vandrer. Nogle af de amøboide celler danner en stilk; andre sværmer op ad stilken og danner en sporehætte og de fleste af disse differentierer til sporer. Når sporerne frigives under gunstige betingelser, kan de spire og danne enkelte nye slimskimmelceller.
I 1973, opdagede en beboer i Dallas, en pulserende rød klat i hans baghave. Nyhedsmedierne hævdede, at en ”ny form for liv”, var blevet opdaget. For nogle mennesker, fremkaldte dette ”væsen” nogle skræmmende erindringer om en gammel science fiction film. Før fantasien løb løbsk, beroligede biologer alles værste frygt (eller højeste håb). Den amorfe masse, var blot en plasmodial slimskimmel, forklarede de. Dens usædvanlige store størrelse – 46 cm i diameter – forbløffede dog selv videnskabsfolk.
Plasmodiale slimskimmel blev først videnskabeligt rapporteret i 1729. An plasmodial slimskimmel, eksisterer som en masse af protoplasma med mange kerner (de er flerkernede). Denne masse af protoplasma kaldes et plasmodium (se figur 10.5.1). Hele plasmodiummet, bevæger sig som en stor amøbe; det opsluger organiske aflejringer og bakterier. Biologer har fundet, at de muskellignende proteiner danner mikrofilamenter, der er ansvarlig for bevægelsen af plasmodiummet.
Når plasmodiale slimskimmel dyrkes i laboratoriet, er et fænomen kaldet cytoplasmisk strømning blevet observeret, hvorunder protoplasma inde i plasmodiummet bevæger sig og ændre både retning og hastighed, så ilt og næringsstoffer bliver jævnt fordelt. Plasmodiummet fortsætter med at vokse, så længe der er næring og fugt nok til at den kan trives.
Når enten næring eller fugt er fraværende, skiller plasmodiummet sig i mange grupper af protoplasma; hver af disse grupper danner et stilket sporangium, hvori haploide sporer (en resistent, hvilende form af slimskimmelen) udvikler sig. Når forholdene forbedres, spirer disse sporer, fusionerer og danner diploide celler og udvikler sig herefter til en flercellet plasmodium.