Platyhelminthes (fladorm) og Nematoda (rundorm). Disse orm kaldes normalt helminter, eller indvoldsorm. Der findes også fritlevende arter i disse rækker, men vi vil begrænse og til kun at se på di parasitiske arter.
10.6.1 Karakteristika for helminter
Helminter er flercellede eukaryote dyr, der generelt besidder fordøjelsesystem, kredsløb, nerve- og ekskretionsorganer og reproduktive systemer. Parasitiske helminter, skal være højt specialiserede, for at kunne leve inde i deres værter. Følgende generaliseringer skelner parasitære helminter fra deres fritlevende slægtninge:
- De kan mangle et fordøjelsessystem. De kan absorbere næringsstoffer fra værtens føde, kropsvæsker og væv.
- Deres nervesystem er begrænset. De har ikke brug for et omfattende nervesystem, fordi de ikke behøver søge efter føde eller reagere meget i forhold til deres omgivelser. Miljøet i en vært, er nogenlunde konstant.
- Deres bevægelsesevne er lejlighedsvis reduceret eller mangler helt. Fordi de overføres fra vært til vært, behøver de ikke aktivt at søge efter et nyt levested.
- Det reproduktive system er ofte komplekst. Enkeltindivider producerer store antal æg, hvorved en passende vært kan inficeres.
Livscyklus
Livscyklussen for parasitiske helminter, kan være særdeles kompliceret og kan involvere en række mellemliggende værter for afslutning af hvert larvestadie (udviklingsstadie) af parasitten og en definitiv vært for den voksne parasit.
Voksne helminter kan være polygamiske (enkeltkønnede); mandlige kønsorganer i et individ og kvindelig kønsorganer i et andet. Hos disse arter, sker reproduktion kun, når to voksne af modsatrettet køn er i den samme vært.
Voksne helminter kan også være hermafroditiske (tokønnede); et individ, har både mandlige og kvindelige kønsorganer. To hermafroditter kan parre sig og samtidig befrugte hinanden. Enkelte typer af hermafroditter kan befrugte sig selv.
10.6.2 Platyhelminthes
Medlemmer af rækken Platyhelminthes, fladormene, er dorsoventralt fladtrykte. Klasserne af parasitiske fladorm indbefatter trematoder og cestoder. Disse parasitter forårsager sygdomme og udviklingsmæssige forstyrrelser i en bred vifte af dyr (se figur 10.6.2.1).
Trematoder
Trematoder eller ikter, har ofte flade, bladformede kroppe med en ventral sugekop og en oral sugekop (se figur 10.6.2.2). Sugekopperne holder organismen på plads. Ikter optager føde ved at absorbere det gennem deres ikke-levende ydre dække, kaldet kutikula. Ikter navngives efter vævet i den definitive vært, hvor de voksne ikter lever (for eksempel lungeikte, leverikte, blodikte og så videre). Den asiatiske leverikte Clonorchis sinensis ses lejlighedsvis til stede hos indvandrere fra asiatiske lande til Europa og USA, men kan ikke overføres til andre, fordi dens mellemliggende værter ikke er til stede her.
For at eksemplificere en iktes livscyklus, så lad os se på lungeikten Paragonimus spp. Paragonimus arter forekommer i hele verden. P. kellicotti, er endemisk i USA og har været associeret med indtagelse af rå krebsdyr på flodture med tømmerflåder. Den voksne lungeikte bor i bronkiolerne hos mennesker og andre pattedyr og er cirka 6 mm bred og 12 mm lang. De tokønnede voksne, frigiver øg i bronkierne. Fordi spyt, der indeholder æg ofte sluges, udskilles æggene gennem fæces fra den definitive vært. Hvis livscyklussen skal fortsætte, skal æggene nå noget vand. En serie af trin forekommer, der sikrer at vokse ikter kan modne i lungerne hos en ny vært. Livscyklussen er vist i figur 10.6.2.3.
Ved diagnose i et laboratorie, undersøges spyt og fæces mikroskopisk for ikteæg. Infektion stammer fra indtagelse af rå eller halvrå ferskvandskrebsdyr og sygdommen kan forbygges ved at sikre gennemtilberedning af flod- og ferskvandskrebsdyr.
Cercariaen fra blodikten Schistosoma indtages ikke. I stedet gennemtrænger de huden på deres menneskelige vært og trænger ind i kredsløbssystemet. De voksne ikter findes i bestemte mave- og bækkenvener. Sygdommen schistisomiasis er et af verdens største sundhedsmæssige problemer.
Cestoder
Cestoder eller bændelorm er tarmparasitter. Deres struktur er vist i figur 10.6.2.4. Hovedet, eller scolex (flertal: scoleces), har sugekopper for fastgørelse til tarmslimhinden hos den definitive vært; nogle arter har også små kroge til fastgørelse. Bændelorm indtager ikke væv fra deres værter; i virkeligheden mangler de fuldstændigt et fordøjelsessystem. For at få næringsstoffer fra tyndtarmen, absorberer de føde gennem deres kutikula. Kroppen består af segmenter, kaldet proglottider. Proglottider dannes kontinuerligt fra halsregionen af scolex, så længe scolex er fastgjort og levende. Hver moden proglottid indeholder både mandlige og kvindelige kønsorganer. Proglottiderne længst væk fra scolex er de modne af dem og indeholder æg. Modne proglottider er hovedsageligt poser af æg, der hver i sær kan inficere den korrekte mellemliggende vært.
Mennesker som definitive værter. De voksne individer hos Taenia saginata, oksetintebændelorm, lever i mennesker og kan nå en længde på 6 meter. Scolex er omkring 2 mm langt og er efterfulgt af tusinde eller flere proglottider. Fæces fra et inficeret menneske, indeholder modne proglottider, der hver indeholder tusinder af æg. Ved at vride sig væk fra det fækale materiale, øger proglottiderne deres chance for at blive indtaget af et græssende dyr. Efter indtagelse af kvæg, udklækkes larverne og borer sig gennem tarmvæggen. Larverne vandrer til muskelvævet (kødet), hvor de danner cyster som tinter. Når tinterne indtages af mennesker, nedbrydes de alle med undtagelse af scolex. Scolex forankrer sig herefter i tyndtarmen og begynder at danne proglottider.
Diagnose af bændelormsinfektion hos mennesker, er baseret på tilstedeværelsen af modne proglottider og æg i fæces. Tinter kan ses makroskopisk i kød. Inspektion af oksekød, der skal anvendes til menneskeføde, har til hensigt at identificere om kødet indeholder tinter og dermed forebygge infektioner forårsaget af oksetintebændelorm. En anden metode til forebyggelse er at undgå brugen af ubehandlet spildevand fra mennesker, som gødning af græsningsarealer.
Mennesker, er den eneste kendte definitive vært, for svinetintebændelormen Taenia solium. Voksne orme, der lever i den menneskelige tarm, producerer æg, der frigives gennem fæces. Når æggene bliver spist af svin, danner larverne cyster i svinenes muskler; mennesker bliver smittet, når de spiser utilstrækkeligt tilberedt svinekød. Denne menneske-svin-menneske cyklus for T. solium, er almindelig i Latinamerika, Asien og Afrika. I USA og Europa, er T. solium næsten ikkeeksisterende hos svin; parasitten overføres fra menneske til menneske. Æg spredes fra en person og indtages af en anden person. Larverne danner cyster i hjernen og andre dele af kroppen og forårsager cysticerkose. Dette ophold i en menneskelig vært ved fraværet af svin, fungerer som en mellemliggende vært. Cirka 7% af de få hundrede tilfælde der er rapporteret i USA og Europa i de senere år, er blevet erhvervet af folk der aldrig har været uden for deres hjemlands grænser. De kan være blevet smittet gennem kontakt med inficerede folk, der er født i, eller har rejst i andre lande.
Mennesker som mellemliggende værter. Mennesker er de mellemliggende værter for Echinococcus granulosus, vist i figur 10.6.2.5. Hunde og prærieulve er de definitive værter for denne lille (2-8 mm) bændelorm.
- Æg udskilles med fæces
- Æg indtages af hjorte, får eller mennesker. Mennesker kan også blive inficeret ved at forurene deres hænder med hundefæces eller spyt fra en hund der har slikket sig selv.
- Æggene klækkes i den menneskelige tyndtarm og larverne migrerer til lever eller lunger.
- Larven udvikles til en hydatidcyste. Cysten indeholder yngelkapsler fra hvilken tusinder af scoleces kan dannes.
- Mennesker er en blindgyde for parasitten, men i naturen, kan cyster være i en hjort der spises af en ulv.
- Scolex er i stand til at hæfte sig til ulvens tarm og producere proglottider.
Diagnose for hydatide cyster foretages ofte ved obduktion, selvom røntgenfotografier kan registrere cysterne.
10.6.3 Nematoder
Medlemmer af rækken Nematoda, rundorm, er cylindriske og koniske i hver ende. Rundorme har et komplet fordøjelsessystem, der består af en mund, en tarm og en anus. De fleste arter er tokønnede. Hannerne er mindre end hunnerne og har to hærdede spikler i deres bagerste ende. Spiklerne anvendes til at guide sæd til hunnens genitale pore.
Nogle arter af nematoder er fritlevende i jord og vand og andre er parasitter hos planter og dyr. Nogle nematoder gennemgår hele deres livscyklus, fra æg til moden voksen, i en enkelt vært.
Intestinale rundorme er den mest almindelige årsag til kroniske infektionssygdomme. De mest almindelige er Ascaris, hageorm og piskeorm og det regnes med at de har inficeret mere end 2 milliarder mennesker på verdensplan. Nematodeinfektioner hos mennesker, kan inddeles i to kategorier; dem hvor æggene er infektiøse og dem hvor larverne er infektiøse.
Æg er infektiøse hos mennesker
Ascaris lumbricoides er en stor nematode (30 cm i længden), der menes at have inficeret over 1 milliard mennesker på verdensplan. Det er en tokønnet organisme med kønsdimorfisme; det vil sige, hanner og hunner ser tydeligt anderledes ud. Hannen er mindre med en krøllet hale. Den voksne Ascaris lever i udelukkende i tyndtarmen hos mennesker; den lever primært af halvfordøjet føde. Æg udskilles med fæces og kan overleve i jorden i lange perioder, indtil den ved et uheld indtages af en anden vært. Æggene klækkes i tyndtarmen hos værten. Larverne graver sig herefter ud af tarmen og ind i blodet. De transporteres til lungerne, hvor de vokser. Larverne vil derefter blive hostet op, synkes og vende tilbage til tyndtarmen, hvor de udvikler sig til voksne individer.
Vaskebjørnsrundorm, Baylisascaris procyonis, er en ny rundorm i Nordamerika. Vaskebjørne er den definitive vært, selvom det voksne individ også kan leve i hunde. Æg frigives med fæces og indtages af en mellemliggende vært, sædvanligvis en kanin. De indtagne æg klækkes i tarmen hos kaniner og mennesker. Larverne migrerer gennem en række forskellige væv, hvilket medfører en tilstand, kaldet larvemigrans. Infektionen resulterer ofte i alvorlige neurologiske symptomer eller død. Larvemigrans, kan også være forårsaget af Toxocara canis (fra hunde) og T. cati (fra katte). Disse kæledyr er de mellemliggende og definitive værter, men mennesker kan blive inficeret ved indtagelse af Toxocara æg udskilt i dyrenes fæces. Det anslås af omkring 14% af befolkningen i USA har været inficeret. Børn er meget tilbøjelige til at blive smittet, sandsynligvis fordi de leger i jord og i sandkasser, hvor dyrs fæces kan findes.
En milliard mennesker verden over menes at være inficeret med Trichuris trichiura eller piskeorm. Ormene spredes fra person til person ved fækal-oral transmission eller gennem fæcesforurenet mad. Sygdommen opstår oftest i områder med tropisk vejr og dårlig sanitære forhold og blandt børn.
Børneormen Enterobius vermicularis tilbringer hele sit liv i en menneskelig vært (se figur 10.6.3.1). Voksne børneorm findes i tyktarmen. Derfra migrerer hunbørneormen til anus for at deponere sine æg i den perianale hud. Æggene indtages af værten eller en anden person, der udsættes for forurenet tøj eller sengetøj.
Larver er infektiøse hos mennesker
Få nematodelarver lever i jord og kan inficere en menneskelig vært, direkte gennem huden. Strongyloides nematoder er endemiske i det sydøstlige USA og Europe og CDC registrerede for nyligt, en genfremkomst af infektioner. De fleste infektioner er begrænset til udslæt, hvor nematoden gennembrød huden, men larverne kan migrere til tarmen, hvilket forårsager mavesmerter eller til lungerne, der medfører hoste.
Voksne hageorm, Necator americanus og Ancylostoma duodenale, lever i tyndtarmen hos mennesker; æggene udskilles i fæces. Larverne udklækkes i jorden, hvor de lever af bakterier. En larve inficerer sin vært ved at gennemtrænge værtens hud. Den migrerer herefter til et blod- eller lymfekar, der bærer den til lungerne. Det ophostede spyt med larverne synkes og de transporteres til tarmen.
Trikinose, er forårsaget af en rundorm, værten erhverver sig ved at indtage indkapslede larver, i utilstrækkeligt tilberedt kød fra inficerede dyr. Nematoden Dirofilaria immitis, spredes fra vært til vært gennem Aedes myggen stik. Den påvirker primært hunde og katte, men den kan angribe menneskers hud, bindehinden eller lunger. Larverne injiceret af myggen, migrerer til forskellige organer, hvor de bliver voksne. Den parasitiske orm, kaldes en hjerteorm, fordi den voksne fase ofte findes i værtsdyrets hjerte, hvor den dræber sin vært gennem hjerteinsufficiens (se figur 10.6.3.2). Sygdommen kan opstå på alle kontinenter undtagen Antarktis. Wolbachia bakterier synes at være afgørende for udviklingen af ormens embryoner.
Fire slægter af rundorme, kaldet anisakiner, kan overføres til mennesker fra inficerede fisk eller blæksprutter. Anisakine larver findes i fiskens tarmmesenterier og migrerer til muskler når fisken dør. Nedfrysning eller gennemtilberedning vil dræbe larverne.
Tabel 10.6.3.1 lister repræsentative parasitiske helminter for hver række og klasse, samt de sygdomme de forårsager.
