Nu, hvor du har opnået en forståelse af den normale mikrobiota, ætiologien af smitsomme sygdomme og typerne af smitsomme sygdomme, vil vi se på kilderne til patogener og hvordan sygdomme overføres.
12.6.1 Reservoirer for infektion
For at en sygdom kan videreføre sig selv, skal der være en kontinuerlig kilde af sygdomsorganismer. Denne kilde kan være enten en levende vært eller en død ting, som giver et patogen passende betingelser til overlevelse og formering og en mulighed for overførsel (transmission). En sådan kilde kaldes et reservoir for infektion. Disse reservoirer kan være mennesker, dyr eller ikke-levende ting.
Menneskelige reservoirer
Det væsentligste levende reservoir for humane sygdomme, er den menneskelige krop selv. Mange mennesker bærer patogener og overfører dem direkte eller indirekte til andre. Mennesker med tegn og symptomer på en sygdom, kan overføre sygdommen; derudover kan nogle mennesker bære patogener og overføre dem til andre uden at udvise tegn på sygdom. Disse mennesker, kaldet bærere, er vigtige levende reservoirer for infektion. Nogle bærere har upåfaldende infektioner, for hvilke der ikke udvises tegn eller symptomer. Andre mennesker, som for eksempel dem med latente sygdomme, bærer en sygdom i sine sygdomsfri perioder – under inkubationsperioden (før symptomerne opstår) eller i løbet af rekonvalensperioden (helbredelse). Menneskelige bærere spiller en vigtig rolle i spredningen af sådanne sygdomme som AIDS, difteri, tyfus, hepatitis, gonoré, amøbisk dysenteri og streptokokinfktioner.
Dyrereservoirer
Både vilde og tamme dyr er levende reservoirer for mikroorganismer, der kan forårsage sygdomme hos mennesker. Sygdomme der primært opstår i vilde og tamme dyre og kan overføres til mennesker, kaldes zoonoser (ental: zoonose). Rabies (findes hos flagermus, stinkdyr, ræve, hunde og prærieulve) og borreliose (findes hos markmus og flåter) er eksempler på zoonoser. Andre repræsentative zoonoser er vist i tabel 12.6.1.1.
Der er kendt omkring 150 zoonoser. Overførslen af zoonoser til mennesker, kan ske af mange forskellige veje: ved direkte kontakt med smittede dyr; ved direkte kontakt med tamdyrs efterladenskaber (for eksempel ved rengøring af en kattebakke eller et fuglebur); ved forurening af føde og vand; gennem luften fra forurenede huder eller fjer; ved indtagelse af inficerede animalske produkter; eller gennem vektorinsekter (insekter der overfører patogener).
Ikke-levende reservoirer
De to store ikke-levende reservoirer for smitsomme sygdomme er jord og vand. Jord rummer sådanne patogener som svampe, der forårsager mykoser som for eksempel ringorm og systemiske infektioner; Clostridium botulinum, den bakterie der forårsager botulisme; og C. tetani, den bakterie der forårsager stivkrampe. Fordi begge arter af clostridier er en den af den normale tarmmikrobiota hos heste og får, findes bakterierne særligt i jorden, der hvor dyrs afføring anvendes som gødning.
Vand der er blevet forurenet af afføring fra mennesker og andre dyr, er et reservoir for flere patogener, især dem der er ansvarlige for gastrointestinale sygdomme. Disse omfatter Vibrio cholerae, der forårsager kolera; Cryptosporidium, en årsag til diarré; og Salmonella typhi, der forårsager tyfus. Andre ikke-levende reservoirer omfatter fødevarer, der er forkert fremstillet, oplagret eller tilberedt. De kan være kilder til sygdomme som trichinellose og salmonellose.
12.6.2 Overførsel af sygdomme
De forårsagende agenser for en sygdom, kan overføres fra reservoiret for infektion til en modtagelig vært via tre hovedruter: kontakt, transport og vektorer.
Kontaktsmitte
Kontaktsmitte er udbredelse af et sygdomsfremkaldende agens ved direkte kontakt, indirekte kontakt eller dråbeoverførsel. Direkte kontaktsmitte, også kendt som person-til-person smitte, er den direkte overførsel af et sygdomsfremkaldende agens ved fysisk kontakt, mellems dets kilde og en modtagelig vært; ingen mellemliggende led er involveret (se figur 12.6.2.1a). De mest almindelige former for direkte kontaktsmitte er berøring, kys og samleje. Blandt de sygdomme, der kan overføres ved direkte kontakt er virale luftvejsinfektioner (almindelig forkølelse og influenza), stafylokokinfektioner, hepatitis A, mæslinger, skarlagensfeber og seksuelt overførte infektioner (syfilis, gonoré og genital herpes). Direkte kontakt er også en måde at sprede AIDS og infektiøs mononukleose på. For at beskytte mod person-til-person smitte, bruger sundhedspersonale handsker og andre beskyttelsesforanstaltninger (se figur 12.6.2.1b). Potentielle patogener kan også overføres ved direkte kontakt fra dyr (eller animalske produkter) til mennesker. Eksempler er de patogener, der forårsager hundegalskab (direkte kontakt ved bid) og miltbrand.
Indirekte kontaktsmitte opstår, når agensen for sygdommen, overføres fra dets reservoir til en modtagelig vært, ved hjælp af et ikke-levende genstand. Den generelle betegnelse for enhver ikke-levende genstand involveret i udbredelsen af en infektion, er en smittespredende genstand. Eksempler på smittespredende genstande er lommetørklæder, håndklæder, sengetøj, bleer, drikkekopper, spiseredskaber, legetøj, penge og termometre (se figur 12.6.2.1c). Forurenede sprøjter, tjener som smittespredende genstande ved overførsel af AIDS og hepatitis B. Andre smittespredende genstande kan overføre sygdomme som for eksempel stivkrampe.
Dråbekontaktsmitte er en tredje type kontaktsmitte, hvor mikrodråber bliver spredt (slimdråber), der alene kan rejse over korte afstande (se figur 12.6.2.1d). Disse små dråber udledes til luften ved hoste, nysen, latter eller tale og kan rejse mindre end en meter fra reservoiret til værten. Et nys, kan producere 20.000 dråber (luftbåren smitte beskrives senere). Eksempler på sygdomme der spredes ved dråbekontaktsmitte er influenza, lungebetændelse og kighoste (pertussis).
Transportsmitte
Transportsmitte er overførslen af sygdomsfremkaldende agenser gennem et medium, som for eksempel vand, fødevarer eller luft (se figur 12.6.2.2). Andre medier omfatter blod og andre kropsvæsker, narkotika og intravenøse væsker. Her vil vi se på vand, fødevarer og luft som transportsmittekilder.
Ved vandbåren smitte, spredes patogenet normalt gennem vand forurenet med ubehandlet eller dårligt renset spildevand. Sygdomme der overføres gennem denne vej omfatter kolera, vandbåret shigellose og leptospirose. I fødevarebåren smitte, spredes patogenerne generelt i fødevarer, der er utilstrækkeligt tilberedte, dårligt nedkølede eller forberedt under uhygiejniske forhold. Fødevarebårne patogener forårsager sygdomme som madforgiftninger og bændelorm.
Luftbåren smitte henviser til spredningen af smitstoffer ved dråbekerner i støv, der kan rejse mere end en meter fra reservoiret til værten. For eksempel er mikroorganismer der spredes ved dråber, der kan udledes i en fin spray fra mund og næse under hoste og nysen (se figur 12.6.2.1d). Disse dråber er små nok til at forblive luftbårne i længere perioder. Den virus, der forårsager mæslinger og den bakterie, der forårsager tuberkulose kan overføres via luftbårne dråber. Støvpartikler kan bære forskellige patogener. Stafylokokker og streptokokker, kan overleve på støv og overføres gennem luften. Sporer dannet af visse svampe kan også overføres gennem luften og kan forårsage sygdomme som for eksempel histoplasmose, kokcidioidomykose og blastomykose.
Vektorer
Arthropoder (leddyr) er den vigtigste gruppe af sygdomsvektorer – dyr der bærer patogener fra en vært til en anden. Arthropodevektorer overfører sygdomme ved to generelle fremgangsmåder. Mekanisk smitte er den passive transport af patogener på insektfødder eller andre kropsdele (se figur 12.6.2.3). Hvis insektet kommer i kontakt med en værts fødevarer, kan patogenet overføres til fødevaren og senere indtages af værten. Stuefluer, for eksempel, kan overføres patogener som tyfus og dysenteri (shigellose) fra fæces fra inficerede mennesker til fødevarer.
Biologisk smitte er en aktiv proces og er mere kompleks. Arthropoden stikker et inficeret menneske eller dyr og indtager noget af det inficerede blod (se figur 10.7.1). Patogenerne reproducerer sig derefter i vektoren og stigningen i antallet af patogener øger muligheden for, at de vil blive videregivet til en anden vært. Nogle parasitter reproducerer sig i tarmen hos arthropoder; disse kan være blevet overført med afføring. Hvis arthropoden har afføring, eller kaster op, mens den stikker en potentiel vært, kan parasitten inficere værten gennem stiksåret. Andre parasitter reproducerer sig i vektorens tarmsystem og migrerer senere til spytkirtlen; de indsprøjtes direkte ved stik. Nogle protozoer og helmintiske parasitter, bruger vektoren som vært i et udviklingsstadie i deres livscyklus. Tabel 12.6.2.1 lister et par vigtige arthropodevektorer og de sygdomme de overfører.
