14.5 – Dannede elementer i blodet

Blod består af en væske, kaldet plasma, samt formede elementer, det vil sige, celler og cellefragmenter suspenderet i plasmaet. De formede elementer omfatter erythrocytter eller røde blodlegemer (RBL); leukocytter eller hvide blodlegemer (HBL); og blodplader. Formede elementer dannes i den røde knoglemarv af stamceller ved en proces kaldet hæmatopoiese. Det begynder når en celle kaldes en pluripotent stamcelle, hvorfra den kan udvikle sig til to andre typer celler kaldet myeloide stamceller og lymfoide stamceller. Ud fra disse to typer stamceller, udvikles alle de øvrige formede elementer. Alle disse blodceller er vist i figur 14.5.1. En mere detaljeret beskrivelse af de formede elementer der ved rører os mest i forhold til den medfødte immunitet, er beskrevet i tabel 14.5.1.

Figur 14.5.1 – Hæmatopoiese: Procellen begynder i den røde knoglemarv med en pluripotent stamcelle.

Leukocytter er opdelt i to hovedgrupper baseret på deres udseende under et lysmikroskop: granulocytter og agranulocytter. Granulocytters navn skyldes, at de har tilstedeværelse af store granuler i deres cytoplasma, der kan ses i et lysmikroskop efter farvning. De er differentieret i tre typer af celler baseret på hvordan granulerne farves: neutrofiler, basofiler og eosinofiler. Neutrofiler farves svagt violette med en blanding af sure og basiske farvestoffer. Neutrofiler kaldes også almindeligvis polymorfonukleære leukocytter (PMN’er), eller polymorfer (udtrykket polymorfonukleære henviser til det faktum, at kernerne i neutrofiler indeholder 2 til 5 flige). Neutrofiler, der er stærkt fagocytiske og motile, er aktive i de indledende faser af en infektion. De har evnen til at forlade blodet og trænge ind i væv og ødelægge mikroorganismer og fremmede partikler.

Basofiler farces blå-violette med det grundlæggende farvestof methylenblåt. Basofiler frigiver stoffer, som for eksempel histamin, der er vigtigt ved inflammation og allergiske reaktioner.

Eosinofiler farves røde eller orange med det sure farvestof eosin. Eosinofiler er noget fagocytiske og har også evnen til at forlade blodet. Deres hovedfunktion, er at producere toksiske proteiner med visse parasitter som for eksempel helminter (indvoldsorm). Selv om eosinofiler fysisk er for små til at indtage og ødelægge helminter, kan de fastgøre sig til den ydre overflade af parasitten og udlede peroxidioner, som ødelægger helminterne. Deres antal stiger betydeligt ved visse infektioner med helminter og ved overfølsomhedsreaktioner (allergi).

Agranulocytter har også granuler i deres cytoplasma, men granulerne er ikke synlige under et lysmikroskop efter farvning. Der er tre forskellige typer af agranulocytter: monocytter, dendritiske celler og lymfocytter. Monocytter, er ikke aktivt fagocytiske før de forlader blodet og trænger ind i kroppens væv, hvor de modnes til makrofager. Faktisk er spredningen af lymfocytter en faktor ansvarlig for hævelsen af lymfeknuderne under en infektion. Når blod og lymfe indeholdende mikroorganismer, passerer gennem organer med makrofager, fjernes mikroorganismerne ved fagocytose. Makrofager bortskaffer også nedslidte blodlegemer.

Dendritiske celler menes også at være afledt af de samme precursorceller som monocytter. De har lange forlængelser, der ligner dendritter på nerveceller, derfor deres navn. Dendritiske celler er stærkt til stede i epidermis i huden, i slimhinder, thymus og lymfeknuder. Dendritiske celler ødelægger mikroorganismer ved fagocytose og ved at igangsætte det adaptive forsvar.

Lymfocytter indbefatter naturlige dræberceller, T-celler og B-celler. Naturlige dræberceller findes i blodet, milten, lymfeknuderne og den røde knoglemarv. Naturlige dræberceller, har evnen til at dræbe en lang række inficerede celler i kroppen og visse tumorceller. Naturlige dræberceller angriber eventuelle celler i kroppen, der viser unormale eller usædvanlige plasmamembranproteiner. Bindingen af en naturlig dræbercelle til en målcelle, for eksempel en inficeret human celle, forårsager frigivelse af vesikler, indeholdende giftige stoffer, fra den naturlige dræbercelle. Nogle granuler indeholder et protein kaldet perforin, der indsættes i plasmamembranen hos målcellen og skaber perforeringer i membranen. Som et resultat, strømmer den ekstracellulære væske ind i målcellen og cellen brister i en proces der kaldes cytolyse (cyto=celle; -lysis=løsne). Andre granuler hos den naturlige dræbercelle frigiver granzymer, der er proteinspaltende enzymer, der inducerer at målcellen undergår apoptose, eller selvdestruktion. Denne type angreb, dræber inficerede celler, men ikke mikroorganismerne inde i cellerne; de frigivne mikroorganismer, der måske eller måske ikke er intakte, kan herefter blive ødelagt af fagocytter.

T-celler og B-celler er normalt ikke fagocytiske, men spiller en central rolle i adaptiv immunitet. De forekommer i lymfoide væv i lymfesystemet og cirkulerer også i blodet.

Under mange slags infektioner, især bakterieinfektioner, stiger det samlede antal af hvide blodlegemer, som et beskyttelsesrespons til bekæmpelse af mikroorganismerne; denne stigning kaldes leukocytose, Under denne aktive fase af infektion, kan leukocytantallet fordobles, tredobles eller firdobles afhængig af sværhedsgraden af infektionen. Sygdomme der kan forårsage sådanne høje leukocyttal, omfatter meningitis, infektiøs mononukleose, blindtarmsbetændelse, pneumokok lungebetændelse og gonorré. Andre sygdomme, som for eksempel salmonellose og brucellose og nogle virale og rickettsiale infektioner, kan forårsage et fald i leukocytantallet, kaldet leukopeni. Leukopeni kan være relateret til enten hæmmede hvide blodlegemer eller virkningen af forøget følsomhed i de hvide blodlegemers membraner for skade ved antimikrobielle serumproteiner der beskrives senere i denne del. Stigningen eller faldet i leukocytantallet, kan påvises ved en differentieret tælling af de hvide blodlegemer, der er en beregning af procentdelen af hver slags hvide blodlegemer i en prøve med 100 hvide blodlegemer. Procentsatserne i en formalt differentieret tælling af hvide blodlegemer, er vist i parentes i tabel 14.5.1.

14.6 – Det lymfatiske system →