Den adaptive immunitet, er en række mikrobielle forsvar, der er målrettet specifikke mikroorganismer. I modsætning til den medfødte immunitet, er den adaptive immunitets forsvar, erhvervet gennem infektion eller vaccination og er meget specifikke. Det blev for længe siden anerkendt, at immunitet over for visse smitsomme sygdomme, kan erhverves igennem et menneskes liv. Hvis man bliver rask efter en koppeinfektion eller mæslinger, viste det sig at personen næsten altid var immun over for den pågældende sygdom, hvis de blev udsat for den igen. På en elle anden måde, havde kroppen erhvervet en hukommelse for infektionen, der gjorde muligt for den at tilpasse sig, for effektivt at bremse infektionen fra efterfølgende eksponeringer. Som medicin udviklede sig gennem århundreder, blev der til sidst fundet metoder til, bevidst af efterligne den adaptive immunitet over for sygdomme, ved bevidst at udsætte personer for uskadelige versioner af patogener, der forårsagede visse sygdomme og dermed gjorde dem immune. Vi kalder dette for immunisering eller vaccination. Vaccinationen mod kopper, der var den første sygdom hvor en vaccine blev udviklet, kom faktisk næsten hundrede år i forkøbet på kendskabet til mikroskopiske patogener.
Det adaptive immunsystem kommer i spil, når de medfødte forsvar – fysiske barrierer som hud og slimhinder, fagocytceller som makrofager i blodet og inflammation – ikke kan stoppe en mikroorganisme. Mens de medfødte systemreaktioner, er de samme uanset det fremmede stof, skræddersyr det adaptive immunsystem sin kamp til det specifikke mikrobielle patogen, toksin eller andet stof. Det adaptive immunsystem, er flere dage eller mere om fuldt ud at udvikle forsvaret, mens effekterne af de medfødte systemreaktioner, er mere umiddelbare.
Første gang, det adaptive immunsystem møder og bekæmper et bestemt fremmet stof, kaldes det primære respons. Senere interaktioner, med den samme celle eller det samme stof, vil forårsage det sekundære respons, der vil være hurtigere og mere effektiv, som et resultat af en ”hukommelse” fra de første infektion. Dette hukommelseskomponent, er vigtig og eksklusivt til det adaptive immunsystem. Det forklarer også, hvorfor en person der får kopper eller mæslinger og kommer sig, kan erhverve en langvarig immunitet mod disse særlige sygdomme.
Et andet vigtigt element i det adaptive immunsystem, er dets evne til at skelne mellem normale ”egne” celler og ”fremmede” celler. Dette er afgørende, for uden denne evne kunne immunsystemet angribe dele af kroppen, det er designet til at beskytte.